OM
Jacob Kragelund er en erfaren og kompetent herre indenfor dokumentargenren. Siden starten på sin journalistiske karriere har han været både journalist, tilrettelægger og TV-vært på en række populære og kritikerroste dokumentar-programmer og -serier for både DR og TV2. Med sin faglige baggrund er Jacob Kragelund en stor dokumentarist og formidler på sit felt med en fremragende sans for at finde og fortælle den sande historie – på både godt og ondt.
FOREDRAG
JAGTEN PÅ PLATTENSLAGERE OG SVINDLERE
Hvordan foregår det, når Jacob Kragelund jagter skurkene i DRs populære TV-program “Kontant”?
Plattenslagere med flosset moral svindler i alle afkroge af Danmark. Med udspekulerede metoder bedrager de helt almindelige danskere. Men i DRs hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” bliver bagmændene stillet til regnskab af tv-vært Jacob Kragelund.
Kom med bag om det populære tv-program i dette underholdende foredrag, hvor Jacob vil løfte sløret for, hvordan historierne bliver til, og hvordan det lykkes at afsløre Danmarks mest samvittighedsløse svindlere.
Hør om de personlige overvejelser og hvordan man forbereder sig til en konfrontation, der kan ende med at blive ubehagelig.
I dette foredrag kan publikum glæde sig til en masse spændende og sjove tv-klip og få indblik i nogle af de historier, der aldrig bliver fortalt på skærmen.
AFSLØRINGEN AF EN LEJEMORDER
I dette tankevækkende foredrag tager Jacob Kragelund jer med på en spændende rejse ind i samfundets kriminelle underverden.
To drabsdømte mænd hævder, at de på syvende år sidder uskyldig i fængsel. Dømt for at slå en forsvunden 40-årig familiefar ihjel. Men sagen er spektakulær, da politiet aldrig har fundet noget lig. Er den forsvundne mand overhovedet død?
Kom med bag kameraet på dokumentarserien ”Drabet uden lig”, som var en stor seersucces på TV 2. Jacob fortæller om den to år lange journalistiske jagt på sandheden i den mystiske forsvindingssag. Få et unikt indblik i et kriminelt, men samtidig dybt fascinerende miljø, hvor kun én ting er sikkert – der er nogen der lyver.
Gennem spændende tv-klip kommer du til at opleve, hvordan retssystemet fungerer, og hvordan den journalistiske undersøgelse afdækker nye spor og beviser, som en årelang politiefterforskning aldrig fandt.
PIGEN DER IKKE VILLE DØ
Da den 19-årige Carina Melchior kører galt, er lægerne overbeviste om, at hun ikke overlever, og familien accepterer derfor organdonation. Men pludselig vågner Carina i hospitalssengen, og hun overlever. Hvordan kunne lægernes vurdering være så forkert, og hvad betød fejlene for hendes behandling?
Mød Jacob Kragelund, journalisten bag den meget omtalte tv-dokumentar, der lagde Danmark ned med over 1,4 millioner seere. Hør hvordan Carina har det i dag og få indsigt i hendes hårde kamp tilbage til det liv, som lægerne ellers havde afskrevet.
Oplev et foredrag, der stiller skarpt på dilemmaerne og de etiske overvejelser, der opstår, når man som journalist står midt i en historie, der pludselig ændrer sig dramatisk. Hvordan håndterer man de pårørende og lægerne, mens man samtidig undersøger, hvad der i virkeligheden foregik på hospitalet i de uger, Carina svævede mellem liv og død
FAKTA
Jacob Kragelund er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002. Samme år startede han sin journalistiske karriere hos DR – først på holdene bag programserierne Rapporten og Rene ord for pengene – og senere i 2003 med Konsum, som han både var journalist, udvikler og TV-vært på. Rollen som både journalist og TV-vært fortsatte han med på nyhedsmagasinet Dagens Danmark.
I 2006 tog Jacob Kragelund skridtet videre og blev redaktør på en række forskellige livsstilsprogammer for DR – bl.a. Rabatten, Dig og mig, VQ-Videnskabs-quiz samt Guld og grønne skove.
Fra 2008 arbejdede han med programmerne DR1 Dokumentaren og Forsvundne danskere, og i 2015 startede han som både journalist og tilrettelægger på Dokumentarkompagniet.
Blandt de mest populære dokumentarprogrammer af og med Jacob Kragelund kan nævnes Drabet uden lig, Det store svinerige, Børnene med de blå mærker, Hvem gør min datter fortræd, Moskeerne bag sløret og naturligvis Pigen der ikke ville dø. Dokumentaren om den 19-årige pige Carina, der trodsede lægernes forudsigelser og overlevede en alvorlig bilulykke, er den mest sete TV-dokumentar i nyere tid med mere end 1,4 millioner seere.
Senest er Jacob Kragelund fra 2019 blevet fast vært på forbrugerprogrammet Kontant.
EN HISTORIE UDEN LIG(-E)
Historien bag Drabet uden lig er helt unik – på én gang fængslende og helt grotesk – som skrevet til en klassisk krimithriller med et gennemført arketypisk personliggalleri – alt centreret om ét afgørende spørgsmål… HVEM LYVER?
Se med nedenfor og kom på sporet af sandheden…!