OM

Skuespiller Judith Rothenborg indtog i den grad danskernes bevidsthed i rollen som sig selv i DR-programserien Mormor på mandejagt, hvor hun tog favntag med det tabubelagte emne at have et sex- og samliv i den tredje alder. Hun er på én gang nærværende, insisterende, charmerende og skarp – en fremragende foredragsholder, der med sine mangeårige erfaringer som skuespiller ikke er bange for at bringe sig selv i spil med et følsomt emne – tværtimod. Det er befriende – takket være livsstykket Judith Rothenborg.

FOREDRAG

MORMOR PÅ MANDEJAGT

Er dating tilladt, når man bliver ældre? Hvordan er det lige med sex og samliv i den tredje alder? Er det hele slut, eller er der stadig noget at komme efter, når selve livet er på vej ind i efteråret?

Mød Judith Rothenborg, den populære mormor fra DR-programserien Mormor på mandejagt i en åben, ærlig og ikke mindst hjertelig fortælling, om det at blive ældre og stadig have lyst til livet – ikke mindst det romantiske og intime.

I foredraget af samme titel som programserien beretter hun om et turbulent og begivenhedsrigt liv, der har gjort hende til den, hun er i dag. Fra en barndom fuld af svigt, kasten rundt i manegen, forskellige overgreb til en vild, farverig og stormfuld ungdom med rejser, besøg i mange mandearme, teaterskole, søgen efter identitet, fødsel af vidunderdatter, skilsmisse, bofællesskaber, op- og nedture i kærlighedslivet osv.

Det er en varm historie om den evige søgen efter livsglæden og kærligheden – om ikke bare at ville overleve, men at leve – og til stadighed virkelig insistere på det.

FAKTA

Judith Rothenborg er uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1974 og har siden sin uddannelse optrådt i en lang række teaterforestillinger, i adskillige film og TV-serier, bl.a. Ørnen, Max Pinlig, Forbrydelsen og Gidseltagningen. Gennem årene har hun desuden lagt stemme til diverse lydbøger og tegnefilm.

Teatermæssigt har Judith Rothenborg medvirket i forestillinger på Det Kongelige Teater, Nørrebros Teater, Bådteatret, Anemoneteatret og Taastrup Teater, ligesom hun i flere år har været tilknyttet Louise Schouw Teater, hvor hun udviklede en række klovne- og juleforestillinger samt de to selvskrevne forestillinger Ærlige løgne og Alder ingen hindring. Herudover har Judith Rothenborg spillet flere af de karakteristiske roller i Korsbæk på Bakken.

Udover at være aktiv skuespiller underviser Judith Rothenborg også skuespilelever og er i dag også en aktiv blogger på livssceneriet.dk.


KREDITERING
Foto: Anders Rohwert

SKAL VI FORTÆLLE MERE?

   …SEND OS EN FORESPØRGSEL NU OG FÅ OMGÅENDE SVAR!

KONTAKT NU